Lyttet til DH I budget-forlig

“Der er lyttet til DH-Ringsted i budgetforhandlingerne. En uvildig borgerrådgiver bliver en realitet i 2018. Det er vi glade for!”

Kort og klart kunne DH-Ringsted i et tweet mandag den 25. september fortælle, at politikerne nu har lyttet til et ønske, organisationen igennem adskillige år har kæmpet for.

I en pressemeddelelse fra forligsparterne, der iøvrigt denne gang omfattede alle partier og en løsgænger, fremgik det, at et af forligspunkterne, der var indgået aftale om, var ansættelse af en uvildig borgerrådgiver,

Af teksten fremgår det, at “Der skal også ansættes en uafhængig borgerrådgiver, som skal styrke dialogen mellem borgere og forvaltning og for at sikre klageadgang og konstruktiv brug af klager til forbedring af kommunens sagsbehandling og borgerbetjening.”

-Det er jo en positiv formulering, der dækker over, at man anerkender de problemer i samarbejdet med borgerne, som vi gang på gang har påpeget, siger Jan Jakobsen, der er formand for Danske Handicaporganisationer i Ringsted. – Vi er derfor rigtig glade for, at det endelig er lykkedes.

Af selve budgetaftalen fremgår det, at der er afsat 500.000 kr. til borgerrådgiveren i 2018 og 750.000 kr. i årene 2019-2021. Det hedder, at der i begyndelsen af 2018 fremlægges en sag for Økonomiudvalget om ansættelse af en uvildig borgerrådgiver. Ordningen evalueres efter 3 år.

-Det er vi udmærket tilfredse med. Nu sættes der en ansættelsesproces i gang, og for mig er det vigtigste, at vi finder den helt rigtige rådgiver og får startet denne rådgivningsfunktion på den rigtige måde. Vi har først og fremmest interesse i, at retssikkerheden og dialogen bliver bragt ind i det rigtige spor, så borgerne kan føle tryghed ved den behandling, de får i Ringsted kommune, siger Jan Jakobsen.

På en lang række andre punkter er der også gode takter, som DH-Ringsted godt kan bakke op om.

-Vi ser frem til forslag til tiltag, der kan gøre fleksjobpuljen mere aktivt. Vi har siden 2014 påpeget, at der bør mere gang i fleksjob i Ringsted og ser frem til både at kunne være med til at inspirere på området og få gode ideer på banen fra de, der arbejder med den jobskabelse på særlige vilkår, der er brug for, siger Jan Jakobsen.

-Der kan også ligge nogle spændende muligheder i den aftale, der med inspiration fra flere svenske kommuner er med i budgettet om et arbejde for at etablere en social investeringsfond. Fonden skal styrke den forebyggende og tidlige indsats indenfor områder som børn og unge, ældre, socialt udsatte og sundhed, siger Jan Jakobsen.

-Investering i indsatsen overfor borgere, der er langt væk fra arbejdsmarkedet vil også have en gavnlig effekt for mennesker med handicap, påpeger Jan Jakobsen. -Netop i denne målgruppe kan gemme sig mange med behov for beskæftigelsesindsatser på særlige vilkår – eller som ganske enkelt bør have en anden indsats, f.eks førtidspension.

-Vi kan heller ikke have noget imod, at der indføres månedsvis rapportering på økonomien i de
r til relevante udvalg for at følge effekten af iværksatte tiltag. Det er godt at følge, hvor og hvornår der sker skift, hvad der kan gøres og om det, vi så gør overhovedet har effekt.

-Endelig vil jeg ikke undlade at nævne, at kompetenceløft af personaleledere for at få bedre trivslen og psykisk arbejdsmiljø på de enkelte arbejdspladser også kan have positiv indvirkning i forhold til borgerne. Det samme gælder systematiseret efteruddannelse af det administrative personale i forhold til stigende faglige krav, slutter Jan Jakobsen.