Foruroligende ledighedstal for fleksjobbere i Ringsted

Næsten hver femte borger, som er visiteret til et fleksjob i Danmark, er ledig. Det fremgår af en artikel i dagens udgave af Politiken.

I Ringsted kommune er tallet faktisk endnu højere. Det når helt op på 21,7 %, mens landsgennemsnittet er på 17,8 %, hvilket i sig selv er meget højt. Til sammenligning ligger den generelle ledighed i Danmark på 4,1 %.

Det placerer desværre Ringsted kommune blandt de dårligste 20 kommuner i Danmark når det gælder om at få mennesker med neddat funktionsevne i arbejde. Af de konkrete tal, der er gjort op i december 2017, fremgår, at 484 er i privat eller offentligt fleksjob i Ringsted kommune. Af dem er 105 ledige.

Det er en situation som der skal gøres noget ganske alvorligt ved. Artiklen i Politiken peger på et ansvar hos jobcentrene, som vi er helt enige i. Vi har i Ringsted tidligere peget på, at der er et stort behov for både fleksjob og andre former for jobs på særlige vilkår. Og der er initiativer i gang fra kommunal side, som nødvendigvis må føre til flere initiativer og større alvor i indsatserne.

Skabelsen af socialøkonomiske virksomheder er for os at se en vej ud af det. Vi har Café Ingeborg, der gør en fremragende indsats for at skabe jobs på særlige vilkår, men i det store billede rykker det ikke i den grad der er behov for – og der er brug for helt ekstraordinære initiativer, der ikke kun involverer kommunen, men også det private erhvervsliv i samarbejde.

Den omtalte artikel i Politiken kan læses her.