Borger med handicap: byråd må tale om jobs på særlige vilkår

Ayan Mona Musse har selv et handicap og mener, Ringsted byråd bør tage skabelsen af flere jobs på særlige vilkår op i byrådet. Derfor har hun nu taget initiativ til at samle de 300 underskrifter, der skal til, før borgere kan få en sag på Byrådets dagsorden. DH i Ringsted støtter indsamlingen af underskrifter.

– Der er et stort behov for, at der bliver skabt flere arbejdspladser på særlige vilkår. De skal tage højde for, at der er mange borgere der har brug for særlig støtte for at komme i arbejde, siger Ayan Mona Musse.

Der er brug for, at der bliver taget højde for, at nogle borgere med handicap har behov for særlig indretning for at kunne fungere på en arbejdsplads. Andre har brug for nedsat arbejdstid for at kunne fungere.

Ayan Mona Musse henviser til den undersøgelse, der blev lavet netop i Ringsted kommune i slutningen af 2014. Den viste, at omkring 700 borgere i kommunen har brug for jobs på særlige vilkår. Der er intet, der tyder på, at der er sket væsentlige ændringer siden, for en helt ny undersøgelse viser, at det for fleksjobbere ikke står godt til i Ringsted.

– Ringsted ligger blandt de 20 kommuner med størst ledighed blandt fleksjobbere, siger Jan Jakobsen, der er formand for Danske Handicaporganisationer i Ringsted.

– Derfor er vi nødt til at samarbejde om at ændre på denne situation, og det tror jeg heller ikke er helt umuligt, hvis vi får sat fokus på problemet. Derfor er vi i DH-Ringsted også begejstrede for Mona Musses initiativ. Det kan være det, der får skabt opmærksomheden også i byrådet, som jo er en central partner, når der skal skabes løsninger.

– Naturligvis skal der en bred vifte af jobtilbud til på særlige vilkår og det kan ikke løses med offentlige arbejdspladser alene, men kræver mange og engagerede partnere ikke mindst inden for det private erhvervsliv og det lokale Erhvervsforum, fortsætter Jan Jakobsen, der understreger, at der eksempelvis med Café Dagmar er skabt gode jobs på særlige vilkår i Ringsted. – Det er imidlertid langt fra den volumen, der er behov for.

– DH er også en central partner. Vi har erfaringer med at skabe jobs på særlige vilkår og se nogle muligheder, det kan være vanskeligt at se, hvis man ikke har kendskab til, hvordan vi kan få mennesker med handicaps i job. Det og så forestillingerne om, hvor besværligt det administrativt er at oprette jobs er kun 2 af de barrierer, der er. De er ikke de eneste, men de er to væsentlige – og får vi først hul igennem, er jeg optimistisk. Det kan blive meget givende.

– Derfor støtter DH lokalt forslaget fra Ayan Mona Musse, og vi har store forventninger til at der kan komme en dialog i gang, der åbner nye veje, hvis vi alle viser vilje. Som det er nu, er 21,7% af fleksjobberne i Ringsted henvist til ledighedsydelse, hvilket umuligt kan være den hensigt, der er med fleksjob. Tallet er væsentligt højere end på landsplan,  hvor tallet er 17,8%. Den generelle ledighed i Danmarker er lav med 4,1% – og gennemsnittet for fleksjobbere er mere end 4 gange så for fleksjobbere i gennemsmit og langt over 5 gange så høj i vores kommune. Det kan igen af os lukke øjnene for.

DH-Ringsted har på Facebook delt den video Ayan Mona Musse selv har lavet om hendes forslag. DH-Ringsted har desuden suppleret med en yderligere video, hvor DH-Ringsted opfordrer til at støtte forslaget, hvis man bor i Ringsted kommune. Der skal mindst 300 underskrifter til, hvis forslaget skal debatteres i byrådet. Forslaget kom på kommunens hjemmeside 18. marts og har allerede fået mere end 165 underskrifter.

– Vi kan bruge denne lejlighed til at vise, at kommunens borgere mener, at der skal rykkes på dette misforhold i ledighed. Som Ayan Mona Musse selv siger, så kan og vil de fleste mennesker med handicap gerne arbejde. I DH-Ringsted mener vi, det kræver fælles indsatser – og vi vil være medspillere. Så vi opfordrer alle borgere i Ringsted kommune til at støtte forslaget. Det betaler sig økonomisk og ikke mindst menneskeligt, slutter Jan Jakobsen.

 

Se Ayan Mona Musses video om hendes forslag her.

Se og hør DH-Ringsteds video med opfordring til at støtte Ayan Mona Musses forslag her.

Støt underskriftindsamlingen for Ayan Mona Musses forslag på Ringsted kommunes hjemmeside her.