Årsberetning DH-Ringsted 2017

Fremlagt på DH-Ringsteds årsmøde 2017 af Lisbeth Balling, formand for DH-Ringsted:

Det sidste år har DH sat sit præg på handicappolitikken både lokalt og på landsplan. En ting er sikkert: selv om vi ikke er en af de store DH-afdelinger i Danmark og selv om vi ikke er en af de afdelinger, der har de fleste medlemsorganisationer, så har vi opnået nogle resultater, der gør en forskel.

Meget af arbejdet er jo en kombination af det, der sker i DH og det, der sker i Handicaprådet. Nogle gange kan det være svært at skelne, men der har været nogle sager i årets løb, hvor DH-Ringsted har haft en afgørende indflydelse.

Det gjaldt ikke mindst, da byrådet sidste år besluttede at fjerne muligheden for at bruge flex-tur inden for bygrænsen. Et forslag både Ældrerådet, DH og Handicaprådet vendte os imod fra begyndelsen. Det var dog DH og ikke mindst Dansk Blindesamfund, der førte til, at man efter 1 års prøvetid opgav at fortsætte forsøget – og vendte tilbage til ordningen, som den havde været før. Vel at mærke først efter at temmelig mange personer skulle gennem visitation, der gav en masse nyt bureaukrati. Det er jo desværre konsekvensen af, at politikere ikke lytter til os.

DH har haft indflydelse på mange andre sager. Det gælder ikke mindst omkring ledsageordningen, hvor DH blandt andet har rejst en sag om brugen af ledsagelse, når man bor i et tilbud som Bengerds Huse. Vi har gjort opmærksom på behovet for, at lejerne kender mulighederne for at få en ledsageordning.

Nogle resultater tager det år at få igennem. Det gælder blandt andet den undersøgelse, som vores to medlemmer af det tidligere Lokale Beskæftigelses Råd fik igennem lige inden rådet desværre blev lukket ned i slutningen af 2014. Ib Ipsen og Helle Stærk Hansen sørgede for at der blev lavet en Ringsted-undersøgelse, der viste et uhyggeligt stort behov for arbejdspladser på særlige vilkår. Siden er undersøgelsen blevet brugt både nationalt af DH og lokalt. vi kan glæde os over, at det nu, 2 år efter, begynder at bære frugt. Ringsted kommune begynder at se mulighederne i beskæftigelse på særlige vilkår og der bliver også mere interesse for at tænke i socialøkonomiske virksomheder.

Vi har afgivet en del høringssvar gennem det sidste år, selv om vi prøver at begrænse det. Det gør vi blandt andet ved at være med i arbejdsgrupper eller ved at emnerne bliver diskuteret på selve handicaprådsmøderne.

DH har lokalt en vigtig rolle, når det gælder modtagere af den lokale Handicappris. De to sidste år har vi været med til at pege på adskillige kandidater, der alle har været værdige modtagere. Jeg vil dog godt opfordre til, at vores medlemsorganisationer er opmærksomme på alle, der gør en ekstraordinær indsats for eller på vegne af mennesker med handicap. Det er så vigtigt, at vi også er aktive, når det gælder om at finde nye emner til Handicapprisen 2018. Allerede i efteråret skal vi i gang med at finde nye emner. Så begynd at tænke nu.

Ingen beretning uden hjertesuk. Selv om det på mange områder går godt, så er jeg også nødt til at komme med et par hjertesuk.

Det første gælder, at DH får et stigende antal henvendelser fra borgere, der ikke føler sig hørt i sagsbehandlingen. Vi vil gerne støtte disse borgere i det omfang vi kan. Jeg er ked af, at det ikke lykkedes at få en uvildig borgerrådgiver, som kan støtte og vejlede borgerne. Jeg har kendskab til en række sager, hvor netop en uvildig borgerrådgiver ville kunne påpege behovet for en mere professionel sagsbehandling. Det ville være til borgernes fordel. Vi kan rejse nogle sager i handicaprådet, men nogle er desværre så specifikke, at det ikke er muligt. En fremtidig opgave for DH er at medvirke til, at kommunen fremover bliver bedre til at håndtere komplekse sager og lever op til, at der skal ske en individuel sagsbehandling.

Mit andet hjertesuk bliver, at vi skal blive flere organisationer i DH-Ringsted. Der er medlemsorganisationer af DH, der er aktive i Ringsted, men som desværre ikke er med i DH-Ringsted. Jeg kan godt forstå, hvis man kun er nogle få i de forskellige organisationer lokalt. Men det er stadig vigtigere være en del af det lokale DH. Det er os, der får foreningerne til at arbejde sammen – og det er lokalt vi desværre også er nødt til at tage slagsmålene med den enkelte kommune.

Og til slut lidt fremtid. Den ser ikke så dårlig ud endda trods buler i asfalten. Der venter en række opgaver det kommende år. En af dem er valg til Regionsråd og kommunalbestyrelser. I den forbindelse er det DH-Ringsteds plan at holde et vælgermøde om kommunalpolitikken. Her i aften skal vælges et nyt forretningsudvalg. En af de første opgaver bliver at få fastsat og meldt en dato ud for mødet.

Vi skal også til efteråret indstille kandidater fra DH-Ringsted til et nyt Handicapråd. Vi skal besætte 4 pladser. Da vi valgte sidste gang for 4 år siden lykkedes det desværre ikke at få en repræsentant for Ringsted Handicap Idræt Forening med. Selv om de ikke er en del af DH siger reglerne, at de kan få en plads i Handicaprådet. Vi mangler RHIF og deres viden om fritidslivet i Handicaprådet, så jeg håber det lykkes at finde en repræsentant denne gang.

Dette bliver min sidste beretning som formand for DH-Ringsted. Jeg har besluttet mig for at det nu er tid til at trappe lidt ned. Jeg vil gerne fortsætte i DH, men med færre opgaver.

Også vores mangeårige kasserer, Ib Ipsen, har besluttet sig for at trække sig fra posten som kasserer. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige Ib tak for hans indsats. Du har været rigtig god på posten Ib, og selv om det ikke er nogen stor tak, så vil jeg gerne på DH’s vegne sige dig tak for indsatsen med et par flasker vin… som gives med kassererens velsignelse, selv om han slår sig lidt i tøjret, når der skal gives penge ud… det skal en kasserer jo gøre. Men tak for at du med hård hånd har styret os igennem, så vi har en god økonomi i dag.