DH-Ringsted starter på travlt efterår 

Foto fra tidligere møde i den hyggelige Café Ingeborg, hvor DH-Ringsted også afholder sit politiske valgmøde onsdag den 18. oktober kl. 19.00 til 21.30.

Tirsdag den 15. august afholder Danske Handicaporganisationer i Ringsted sit første forretningsudvalgsmøde efter sommerferien. Det er det første egentlige møde siden det nye forretningsudvalg blev valgt 26. april, så der er mange punkter på dagsordenen. 

Et af punkterne er planlægning af efterårets møder. Det vigtigste møde på programmet er det valgmøde om handikappolitik, DH-Ringsted afholder i forbindelse med kommunevalget. Valgmødet finder sted i Café Ingeborg på Knud Lavard Centret onsdag den 18. oktober kl. 19.00 til 21.30. Det er et offentligt møde, hvor alle spidskandidaterne for de politiske partier, der stiller op til kommunevalget, er inviteret til at deltage. 

Der er også andet på programmet i oktober. Den 4. oktober holder DH-Ringsted bestyrelsesmøde. Det er et nyt initiativ.

– Vi har hele tiden holdt det vi kaldte vores lokale årsmøde. Det er i virkeligheden et bestyrelsesmøde med valg, hvor alle de lokale foreninger, der er i DH kan deltage, siger formand for DH-Ringsted, Jan Jakobsen. – Nu holder vi også et bestyrelsesmøde i oktober, så alle aktive foreninger i lokalområdet mødes 2 gange om året.

– Der er en række mindre lokale DH-medlemsforeninger, der af helt forståelige grunde ikke har ressourcer nok til at deltage i forretningsudvalget. De har nok i at støtte deres egne medlemmer, fortsætter Jan Jakobsen. – For ikke helt at miste kontakten med dem har vi nu indført et bestyrelsesmøde mere, der afholdes i oktober. Mødet bliver brugt til at orientere om DH-Ringsteds tiltag og diskutere, hvordan vi bedst bruger hinanden.

Det er også ved at være de tider, hvor DH-Ringsted skal til at se på kandidater til Ringsted Kommunes Handikappris 2018. Det er også på Sidste frist er her i efteråret, så allerede nu hører DH-Ringsted gerne om gode emner til prisen.

DH-Ringsted skal i efteråret indstille medlemmer til at sidde i Handicaprådet for DH de næste 4 år. Valgperioden for Handicaprådet følger de kommunale valg, så et nyt Handicapråd skal være klart til 1. januar 2018. Forinden skal DH-Ringsted bidrage til en evaluering af arbejdet i Handicaprådet de sidste 4 år. Også det er på dagsordenen 15. august.

– Ingen tvivl om, at vi får et travlt efterår i DH-Ringsted, siger Jan Jakobsen, der også ser frem til de kommunale budgetforhandlinger. – DH-Ringsted er jo bl.a. kommet med et forslag til budgettet om ansættelse af en uvildig borgerrådgiver, der skal støtte borgerne. Vi er spændt på, hvordan dette forslag bliver modtaget. Det er noget af det, der mangler i Ringsted, pointerer DH-formanden.